Hvis du virkelig vil have dig en dosis dårlig karma, så kan du kaste et blik på news:dk.politik. I den nyhedsgruppe er der rigtig mange som, mere eller mindre anonymt, skal have afløb for deres racistiske udfald - og de er blevet ved med at skrive i flere år.
Når den ene er mere rabiat end den næste så er der virkelig ikke meget fornuft at høste ved at deltage i debatter dér.
Et eksperiment med nyhedsgruppen dk.politik
Jeg har eksperimenteret med at lave et opslag med en artikel derinde for at se om kilden kan bruges til at skaffe flere kommentarer her på bloggen, men dét projekt er nu opgivet, for læserne ville næppe synes om at læse den slags udgydelser i kommentarerne her på bloggen.
Hvad der forbavser mig allermest er, at selvom de fleste nyhedsgruppe-brugere stensikkert skriver hurtigt, fordi de jo sandsynligvis har længere tids erfaring med brugen af en computer, så er der tale om mange timers debat. Det tager jo både tid at læse og skrive - og det kunne være sjovt at se statistikker for hvor mange der egentlig efterhånden skriver på i hvert fald den nyhedsgruppe.
Nyhedsgrupper grundlæggende en god ide
Misforstå mig endelig ikke. Nyhedsgrupper er en super ide. Grundlæggende er der mulighed for at DELE interesser med hinanden. Det sociale element er glimrende i den forstand at selv nicher kan samle folk på tværs af landet uden geografisk begrænsning.
Men der er én ting der mangler når jeg hører de nostalgiske bemærkninger om det hedengangne Fidonet, for når vore gode venner i det franske har beskrevet det system var der en sortering mellem god og dårlig adfærd.
Du kan nemlig sagtens skrive et kritisk indlæg uden perfiditeter over for dine meddebattører. Den slags kræver naturligvis selvdisciplin. Mon ikke det er på tide, at anerkende, at vi slet ikke har brug for folk der ikke evner at diskutere seriøst?
Lad dog de folk som mæsker sig i negativitet leve med det selv. Den slags kan sende en e-mail til sig selv, frem for at sprede deres had så det til sidst ødelægger en hel nyhedsgruppe.
Danske nyhedsgruppers bortgang
I sidste ende vil de danske nyhedsgrupper blive noget som kun ganske få bruger. Det ses allerede fordi dem med seriøse budskaber vælger andre medier, herunder blogs. Det er trættende at tråde udvikler sig til harcelleringer i stil med "du-er-dum" når det i stedet var muligt at få en god, og seriøs debat, som det rent faktisk ses på udenlandske nyhedsgrupper.
Så hvis du som ny bruger på internettet ikke kender det store til nyhedsgrupper, så fortvivl ikke. Jeg frigiver snart en opdateret mini-rapport på en af mine andre blogs som netop vil fokusere på mulighederne for at bruge nyhedsgrupper på en bedre måde. Så kunne udviklingen måske vendes, men jeg tvivler.
No comments:
Post a Comment